Recent DJ Posts

Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions

2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction leads through death to a search for stronger communication with my stomach, realised through talking to a white horse/camel.

This entry will be written in Danish as I intend to use it in therapy.

Drømmen starter med at jeg ser et opslag på Facebook. Dette er et som Casper Møller har delt og er et billede og en tekst af 1:1 revelations (kan ikke huske navnet) med en mand der ligger på en mellemting mellem en sarkofag og et operationsbord. Det har en meget stærkt tema om Lucifer, hans fald og periodiske genopstandelse før Jesus vender tilbage. Billedet er også en video og jeg klikker på den og en stemme går i gang med at læse teksten op.

Mens teksten læses op suges jeg ind I scenariet. Jeg bliver til en dæmonisk skikkelse, der ligner en klassisk grå alien fra diverse film. Det er mig der opererer på manden der ligger på bordet. Der er en forholdsvis ondskabsfuld stemning, som dog skifter I løbet af forløbet. På en eller anden måde stopper den her alien/jeg op og får ændret situationen og gennemfører ikke operationen. Faktisk kommer en anden alien ind I billedet og ser ud til at glæde sig til at deltage, men den første begynder at slå sig selv I stykker og på grund af et eller andet han har lavet på operationsbordet betyder det at den nye tilkommer også begynder at gå I stykker.

Dette får dem begge til at flygte. De flygter ud af lange og smukke gange, der er rødlige og har et royalt udseende, og mens de flygter ses der billeder af maget muskuløse mænd og kentauere der bliver vækket – på en eller anden måde med fornyet gejst på grund af rumvæsnernes flugt – og jager rumvæsnerne ud.

Scenariet skifter hurtigt til at se paladset udenfor. Det virker til at finde sted på en anden planet, men det er lyst og det ser meget æstetisk og majestætisk ud. Ud fra det sted hvor den lange gang ville være kommer nu et gylden sfærisk fartøj, som er rumvæsnernes. Det beskyder byen under det med nogle gyldne laser stråler, men besvares så rigeligt af byens blå laser stråler og forsvinder til sidst.

Der skippes.

Jeg ligger udenfor ved en svømmepøl, jeg ved blot at jeg ligger og der er en fornemmelse af at ting “stopper”. Dette finder sted et par gange. Vejret er grålig og det virker til at det trækker op til regn, selvom det har en sydlandsk feriestemning over sig. Der sidder fire mennesker foran mig, hvor en af dem er min mor. Muligvis min kusine, min far og en fjerde ubekendt. Min mor fortæller.

“Nåh, han er i gang med hans døds-process” og insinuerer at det bare skal have lov til at fortsætte.

Jeg er meget forvirret hver gang jeg vågner og det er svært helt at beskrive hvad der sker. Min bevidsthed fortætter ligesom og jeg føler mig stadig som mig selv, men det er som om der er noget der stopper og som om at det hele stivner til og jeg falder ind I mig selv.

Da det er ved at være overstået vender min mor sig imod mig og krammer mig, på en kvælende og klam måde, som gør at jeg bliver nødt til at skubbe hende væk. Hun spørger mig: “Du gennemgik din døds-process, det var meget spændende, hvor mange gange døde du?” hvortil jeg svarer “Det ved jeg ikke helt, måske 3-5”.

Da jeg svarer dette er vi nu indenfor I et hotel, med et meget ru gulv med små sten der har en gummiagtig karakter at gå på. Det hele er meget blåligt og jeg siger. “Jeg ved ikke helt hvor jeg er, det er enormt forvirrende det hele, det eneste jeg kan se er at jeg er I et blåt hotel, jeg aner ikke hvorfor eller hvor lang tid vi har været her.” Jeg kan ikke huske om min mor rent faktisk spørger mig om jeg kan huske mit værelsesnummer, men jeg siger I hvert fald “jeg bor på værelse 422”, hvortil min søster og mor griner en smule og en af dem siger: “Nej du bor på værelse 527”.

Jeg føler mig ikke stødt over deres latter, men finder en trappe jeg kan gå op af der kan tage mig til mit værelse. Den første trappe går ikke højt nok op, mens den anden faktisk går højt nok op og også indikerer at mit værelse ligger lige rundt om hjørnet. Problemet er blot at der er en glasplade der fungerer som et bord lige overfor trappen I hjørnet der blokkerer, eller I det mindste gør det enormt besværligt og måske endda lidt farligt, min vej. Endvidere når jeg kigger hen til venstre I retningen af mit værelse kan jeg se at vejen er spæret af en glasdør og bagved dem står der nogle lamper der indikerer at den vej er brugt som et hyggehjørne og vil gøre det hele endnu mere besværligt. Så jeg vælger i stedet at gå ned igen.

Jeg går udenfor og har min madras med som jeg normalt sover på. Den skal børstes af og det går op for mig at der er nogle eller en person(er) der ofte går over den og efterlader en masse sand på den, så den skal rystes. Jeg kan også mærke en smule irritation omkring det, men ved ikke helt hvem det er.

Herefter skifter scenen til at jeg nu ligger på min madras på mit værelse I hovedgård, som det ser ud. Kaiseren – eller I hvert fald en mørk skikkelse med hans energi – kommer ind og giver mig en dåse danskvand. Jeg åbner den og begynder ivrigt at drikke da jeg er super tørstig. Kaiseren siger “Pas på med at drikke for meget, det kan være giftigt”. Jeg drikker – lidt trodsigt – halvdelen af dåsen hurtigt, og sætter den fra mig og siger “Det gør ikke noget det gør ikke noget for mig det her” og kan mærke at jeg stadig er ekstremt tørstig og tør om munden.

Jeg hopper ud af sengen og går ud af en dør og befinder mig nu I en baggård. Der er en have-lignende stemning, det er lidt mørkt og der står en palme I midten af græsset. En ældre kvinde med kort krøllet gråt hår og store runde briller – mens jeg skriver dette kommer en tredje association ind – som minder om min Moster og Kirsten, min terapeut, men også en klient jeg har – Lotte.

Hun siger “Dennis du bliver nødt til at forbinde dig med din mave, den kan nok være lidt svær at komme I kontakt med fordi du putter så meget lort I den.” Jeg svarer: “Jamen det lyder mega fedt, jeg vil vildt gerne I mere kontakt med min mave” og tænker straks på de nylige spændinger, smerter og ukendte emotionelle påvirkninger jeg har oplevet.

Jeg begynder at blive lucid her da jeg begynder at kalde “Mave! Mave!” hvor den kvindelige figur stopper op og siger: “Du skal følge vinden, hvis du vil finde hvad du søger”. Hun får implicit fortalt at jeg blot skal finde den retning hvor der er direkte modvind hvis jeg vil etablere kontakt til min mave igen.

Jeg er vildt begejstret for dette trick og kan mærke at jeg kan bruge det I fremtidige drømme også. Jeg drejer mig rundt – imod uret – og finder ud af at der hvor vinden blæser mig lige I fjæset er der en lille sti imellem to bygninger der leder ud til vejen. Jeg begynder at gå derhen og ser en strandpromenade, som minder om den jeg har været på så mange gange I Thailand, og mens jeg går råber jeg “Mave!” gentagen.

Jeg ser en Raptor gå forbi udenfor og bliver en smule skeptisk. Jeg snupper en kort pause og fortsætter så. Nu kommer jeg ud og kan se ned på vejen – jer er pludselig I et hotelværelse – og der går en masse spændende mennesker, dyr og andre objekter jeg kunne interagere med dernede.

Jeg råber igen “Mave!” og ser til venstre, hvor der går en T-Rex, som jeg jo har historie med, og træder et skridt tilbage. Jeg står nu I et relativt lille og mørkt hotelværelse, foran vinduet der er firkantet og med klart sol lys skinnende igennem. Jeg beslutter mig for at hvis det er T-Rexen jeg skal snakke med for at komme I kontakt med min mave, så må det være sådan det er u-anset hvor bange jeg måtte være for det.

Så jeg træder ud på taget og ser pludselig at der er længere ned end jeg havde regnet med. Jeg bliver lidt bange for bare at hoppe ud I det, så sætter mig ned I lotus stilling indtil jeg begynder at svæve ned. Jeg kan mærke på vej derned at der er lidt meget fart på, det er nok til at hjertet lige slår et ekstra slag uden jeg er bange for at slå mig. Dog fornemmer jeg at jeg har mistet overblikket så meget at den vej jeg gerne ville ned på med de mange dyr og mennesker ikke vil være der, fordi jeg har mistet mit fokus. Jeg tænker dog også at det ikke vil gøre noget.

Da jeg endelig lander ser jeg at den vej jeg var på er væk. Den jeg står på er mindre befærdet og det er pludselig blevet nat, men det er faktisk stadig den samme strandpromenade. Jeg tænker at de nok skal gå og råber igen “Mave!” og spinner mellem 270 og 360 grader rundt om mig selv imod urets retning.

Her ser jeg en stor hvid hingst komme løbende og mens jeg råber “Mave!” begynder den at ride hen imod mig. Jeg spørger den om den er min mave og I det jeg gør det bliver den til en hvid kamel, med tre pukler, hvor den forreste af de 3 er delt I 2, selvom det ser sundt og raskt ud, som om den egentlig blot bærer en genetisk mutation der giver den denne tredje to-delte pukkel.

Den svarer at den er min mave og jeg knæler for den, hvilket den svarer med at lægge dens venstre hov på mit tredje øje. Derefter skifter den til at blive en venlig og varm 44-årig mand, med kort gråt hår. Jeg spørger “Hvad skal jeg gøre for at komme I bedre kontakt med dig” og han svarer “Din mormor kom til at trykke en lille knogle I stykker hernede (inde I højre hofteskål, hvor psoas løber) da du var 3 år gammel, det var ikke med vilje, men det kan man også se på billeder.” Der er en implicit besked der handler om at denne skade/traume ikke har været kendt og at noget kropsterapi kan have forværret det, men også at der ligger noget derfra der stadig rumsterer. Jeg svarer “Ah, jamen jeg har jo også fået scannet indersiden af mine hofter, så der vil man kunne se det?” han svarer “Jaaa, jooo.” med en tudelig intonering om at det ikke er helt rigtigt, men at det heller ikke er helt ved siden af.

Drømmen Ender og jeg vågner med en meget rolig, afslappet og rar fornemmelse I kroppen. Det var tidligt, men jeg stod op og fik mediteret med min mave som fokus, fik lavet yoga, danset og TRE og fik mig noget morgenmad og følte mig godt tilpas.

Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions

I'm laying in bed next to my girlfriend, just relaxing in the time before I fall asleep. She's already asleep, so I try not to move much and wake her up. Then her pet lion jumps up in bed with us! It's huge, but not very ferocious. But it does step on my solar plexus with a single paw and it's really heavy. I squirm a little, and it steps somewhere else, then lays down next to me. It's still pretty comfortable here, so I close my eyes and let sleep take its sweet time.

Then as I think I fall asleep, I wake up! No lion.

I would really benefit from more RCs...

Hypnagogic imagery and phrases fascinate me. They are even less structured and substantial than dreams. Even when paying close attention, I find almost impossible to preserve them in memory unless I rouse myself to write them down immediately on my notepad. One recent example resembled a conversation between Fry and Leela from the cartoon Futurama (this was WLR as I had seen an episode earlier that day on TV).

Fry, in response to something Leela has just said: "I'll get some more jellybeans, then." He sinks out of sight, as though vanishing into the ground. A moment later he reappears in a space that resembles a dark cavern, and cries out: "You! The stomach god!"

I'm lying on a huge bed, in the center, with someone on top of me. The person's form is fuzzy and faceless. I get the feeling it's a male. He is nuzzling his face into my stomach. He places both of his hands on me. One is on the side of my stomach and the other is placed directly under my chest. He nuzzles a bit more and then suddenly jumps up and off the bed. He's at the foot of the bed jumping up and down repeatedly, pointing at my stomach. I cannot tell if he is excited or frightened. I sit up slightly, leaning on one of my elbows. My other hand immediately goes to my stomach. I begin to panic. I can hear my heartbeat, like thunder roaring in my ears. Then I realize there is a second heartbeat in my ears and I can feel it underneath my hand. My eyes widen and my breath catches in my throat.

This was a nice, very vivid LD where I was reunited with a long-gone childhood pet. It was more difficult than usual to connect to my tasks and goals. In fact, I could remember very little from waking life. I'm wondering whether this is because it was galantamine night, which required me to use an extremely short WBTB.

And my ever-reliable nose pinch RC let me down!

Color legend: Non-dream Dream Lucid

Lucid #63: After the Storm

I'm walking with my 3-year-old E in the back yard of what I think is our family home. The yard is vast, wild, and overgrown. As we walk, a Golden Retriever comes up to us and starts sniffing my hand. He looks almost exactly like the dog that I had when I was a kid, but I dismiss this as coincidence.

I wonder how this dog got into our yard. E, the dog, and I walk to to edge of the property and I see that the entire fence is destroyed. Nothing but a couple of snapped fenceposts remain. Looking further out, I see that our next door neighbor's house has been utterly destroyed. I think that this must be a dream. I perform the nose pinch reality check and can't breathe. I try it again and still can't breathe. "Oh shit," I think. "This is really happening."

The three of us walk further through town. Everywhere we look, houses are toppled and people sift dispiritedly through the rubble. I tell my son, "E, I think there's been a big tornado. Daddy's going to figure this out."

We walk across an empty four-lane road. Some of the shops on this road are open, which strikes me as odd. I RC again, pushing my finger into my palm. My left hand stretches like stiff taffy and I know that this is a dream.

I look down at the Golden Retriever and realize that he really is the same dog that I had when I was a boy! He's been gone almost fifteen years but now he's somehow standing right in front of me. I scratch him behind the ears. He just looks off into the distance with that big, goofy doggy grin. Even though I know that this is all a dream, it feels like a reunion.

E pets the Golden and starts fiddling with his ears. The dog pants and stares contentedly up at the sky. I decide that now is the right time for me to break off on my own.

I walk further along the road. I know that I had lots of plans for this lucid dream but I can't remember any of them. As I'm pondering this, a steady flow of traffic starts on the road and in a few seconds, cars are whizzing by in both directions. I remember a conversation with Xanous and Alyzarin about how they like to play in traffic during lucid dreams.

I start walking across the road. I'm halfway across when I suddenly realize that the cars are driving on the left side of the road (like in Great Britain or New Zealand.) The next thing I know, a small, strange, open-topped car is barreling toward me. Suddenly I'm scared that this car is going to flatten me and I try to force-push it to the side. The little car swerves to the left and its brakes squeal. I float up into the air, drifting slightly away.

The car has stopped and its driver, a woman of about 30, is leaned forward toward the steering wheel. Her eyes are squeezed shut as if she's in pain. I run or fly to the side of her little open-topped car, freaked that I've hurt her somehow when I did that force-push. "Are you okay? Are you okay?"

She doesn't respond, but she's clutching at her stomach. There's something horribly wrong with her. Her stomach is badly distended, stretching all the way down so that it rests on the floorboard of her car. I pick up her enormous, stretched stomach off of the floor and start feeding it back into her body. It takes some effort, but in the end it spools smoothly back into her torso as if nothing had ever happened.

She looks at me and smiles. I notice for the first time that she's incredibly attractive and I kiss her. (Guess I got over the stomach thing!) I pull away before I get myself totally distracted and she drives off, waving as she goes.

Again I try to remember my goals and again they won't come. I finish crossing the road and leap about twelve feet into the air, perching on a crumbling arbor by the side of the road. I look out over the ruined city and see that the destruction stretches for miles. I can't even seem to find my house anymore. Is the destruction getting worse? What's happening to this place?

I consider where to explore next but the dream soon ends.

When I was little, one of my favourite stories was the famous "Lost City of Atlantis." So I thought to myself, why not try to find this place during a lucid dream. So, here's my account of yesterday's attempt:

The sky was gloomy and darkness encompassed the vast ocean beneath it. I was in a small dingy boat paddling as hard as possible against the mighty waves generated by the powerful wind. Lightning flashed in 2-3 second intervals which actually did the job of illuminating this landscape. I figured if I paddled long enough I would reach some sort of land eventually, so I carried on doing just that. Moments later I saw a huge, huge shadow passing beneath the dingy - made obvious by the intense lightning overhead. I began to notice that the water around the boat started to sink downwards into this shadow and soon enough a large mouth emerged from where the shadow was located, and shallowed the entire dingy and me along with it. What happened next felt like one of those rides you get in theme parks. I realised that I was probably inside a whale's mouth. The sheer force of water pushed me towards the back- there was an immense waterfall at this end of its mouth because it led to the whale's stomach. Desperately trying to avoid becoming whale food, I held tightly onto one of its taste buds, which was soft and cushiony. At this moment, a huge pressure that was building up forced me towards the blowhole and I was blown out of the whale with extreme force. As I fully regained consciousness I saw it before my eyes. The lost city of Atlantis.

Sadly I woke up shortly after this. Hopefully I can go back tonight.